Arkiv for marts 2011

31 års fødselsdag

onsdag, 30. marts 2011 | Skrevet af Dann

Det var en onsdag som alle andre…. og så alligevel ikke, det var nemlig min fødselsdag. Det var dagen hvor jeg blev 31 år gammel og skulle fejres af Signe og Lene.

Dagen var ikke helt som en normal fødselsdag ville forløbe, da det også var Lenes næst sidste dag på hendes arbejde i Syddjurs Kommune. Normalt bruger vi tid på at spise en stor morgenmad og vi tager tidligt fri for at være sammen. Faktisk plejer jeg helt at holde fri på min fødselsdag. Denne gang skulle det dog være lidt anderledes.

Dagen startede med at jeg blev vækket i morges og fik en helt fantastisk gave af Lene: En tur til København for at se Seinfeld. Det var en fantastisk god overraskelse og også en fantastisk gave. Jeg er helt vildt med Seinfeld og glæder mig meget til at opleve ham live i København den 6. juni 2011.

Derefter var det tid til vores normale morgenrutiner. Eller næsten normale: Signe blev afleveret af Lene og jeg havde huset for mig selv. Denne dag havde jeg nemlig taget fri fra arbejde om formiddagen. Derfor havde jeg god tid til at gå rundt herhjemme og hygge mig lidt.

Dagen på arbejde var relativ kort, da det kun var et par møder og jeg kunne gå allerede 15:00. Da det var en onsdag, så fik jeg også lov til at tage med Signe til Musik & Bevægelse. Det kan virke som en hverdags ting (og det er det også for Signe), men jeg er normalt altid i København om onsdagen, så jeg når altid først hjem efter Signe har været til Musik & Bevægelse. Min store fødselsdagsgave fra Signe var derfor at vi kunne tage til Musik & Bevægelse sammen. Det var en fantastisk fornøjelse at opleve det, og se hvor meget glæde og entusiasme, hun har for de forskellige sanglege.

Derefter var det hjem for at spise aftensmad (rugbrød da vi ikke havde tid til at lave noget, mens vi var til Musik & Bevægelse) og derefter fik jeg lov til at putte Signe.

Her sidst på aftenen kan jeg kigge tilbage på en lidt atypisk fødselsdag, der bar præg af mange andre ting end mig. Sådan er det nok at blive voksen 🙂 Det var heldigvis en rigtig god dag og både Lene og Signe var søde til at tage sig godt af mig. Derudover fik jeg en masse hilsner fra familie, vener og bekendte. Det er fantastisk at vide, at andre tænker på en.

I modsætning til da jeg blev 30, så kan jeg ikke rigtigt mærke at jeg er blevet ældre. Det føles dog lidt anderledes i munden, når jeg skal sige 31 og ikke 30, da jeg nu er i tredjverne og ikke kun lige er krydset over fra at være i tyverne. Jeg er ved at blive “gammel”.

Alt i alt en rigtig god fødselsdag med gode gaver… jeg glæder mig allerede til næste år.

/Dann

Cannelloni

søndag, 6. marts 2011 | Skrevet af Dann

CannelloniDet var ved at være lidt tid siden, at pastamaskinen havde været ude af skabet. Derfor besluttede vi os for, at der skulle prøve noget nyt her i weekenden. Det skulle være pasta tilberedt i ovnen. Det skulle være cannelloni. Heldigvis er der ikke langt fra tanke til madlavning, så vi fik købt det nødvendige og vi gik i gang.

Resultatet blev rigtig godt, og det er helt sikkert noget, vi skal gøre igen. Det tager lidt tid at lave, så det er ikke en hverdagsret med mindre man forbereder pastadejen, kødfarsen og tomatsaucen dagen før. Det kan være vi gør det sådan, eller også er der tale om en lækker og relativ hurtig ret til weekenderne.

Ikke nok med at det smager godt, så er det også sjovt at lave. Jeg glæder mig til at lave det igen.

/Dann

Ingredienser – overordnet

  • 30 gram parmasan

Fremgangsmåde – overordnet

  1. Forbered tomatsaucen, kødsaucen og pastadejen (se separat opskrift på lasagneplader)
  2. Riv parmasanen og stil den i en lille skål
  3. Rul pastaen ud på niveau 5
  4. Skær pladerne over med ca. 7 cm mellemrum. Brug gerne en kagespore
  5. Forbered en ildfastfad med lidt olie
  6. Kom en passende mængde kødfars på den ene ende af pastapladen, og rul den sammen på den lange side
  7. Tag “pølsen” og kom den over i det ildfaste fad
  8. Gentag processen indtil fadet er fyldt op, eller der ikke er flere ingredienser
  9. Hæld nu tomatsaucen ud over fadet
  10. Kom fadet i en forvarmet ovn på 180 grader i 30 minutter
  11. 5 minutter inden tiden er gået tages fadet ud af ovnen og der drysses frisk revet parmasan over
  12. Lad retten hvile i 5 minutter når fadet kommer ud af ovnen
  13. Kan serveres straks

Ingredienser – tomatsauce

  • 1 dl olivenolie
  • 3 fed hvidløg
  • 2 tsk citronsaft
  • 1½ tsk salt
  • 1 tsk peber
  • 2 dåser flåede tomater
  • 1 tsk sukker

Fremgangsmåde – tomatsauce

  1. Hak hvidløgene meget fint
  2. Varm en sautepande op til ca. 7/9 varme
  3. Kom olivenolien i panden
  4. Kom hvidløgene i panden og steg dem i et minuts tid. De må ikke blive brune.
  5. Blend tomaterne og kom dem på panden
  6. Skru ned for panden til 3/9 varme og tilsæt de øvrige ingredienser
  7. Lad tomatsaucen simre i mindst 30 minutter, men gerne længere

Ingredienser – kødfars

  • 320 gram hakket oksekød
  • 2 tsk oregano
  • 1½ tsk salt
  • 1 dl mælk
  • 2 æg
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 1 sk peber
  • 1 skive brød
  • 1 gulerod

Fremgangsmåde – kødfars

  1. Bland mælk og brød (uden skorpe)  sammen
  2. Skræl og riv gulerodden
  3. Bland alle ingredienser sammen
  4. Farsen skal være rimelig fast, men stadig blød. Passer det ikke helt, så tilføj mere brød eller mælk
  5. Stil farsen på køl indtil den skal bruges