Ferien er slut

Ferien der startede for lidt over tre uger siden er nu slut. Det har været en helt fantastisk ferie. En ferie der primært har været på Signes præmisser. For os har det været det helt rigtige. Vi har fået tid til at være meget sammen med Signe, og vi har delt en masse fælles oplevelser. Oplevelser, som vi helt bestemt ikke vil være foruden.

Vi startede ferien torsdag den 12. august 2010, da vi kom hjem fra arbejde. Her blev bilen hurtigt pakket og vi tog afsted mod Frankrig. Ved at starte ”lige på og hårdt” fik vi arbejdet lagt bag os efterhånden som Danmark kom længere og længere væk. Det betød, at vi allerede fra fredag morgen kunne holde helt ferie – langt væk fra vores arbejde og øvrige forpligtelser.

Efter 9 dage i Frankrig kørte vi hjem til Danmark og her har vi haft nogle dage derhjemme. Vi har haft ”hjemmedage”, hvor vi har leget og hygget os i og omkring vores hjem. Vi har haft dage med ture, hvor vi har været alt fra en tur til Århus til et besøg hos en seværdighed. Vi har således besøgt Randers Regnskov, Kattegatcentret, Aqua, Randers Regnskov (igen) og Kattegatcentret (igen). Tiden har også været til at vi kunne lege sammen derhjemme (eksempelvis med hendes nye franske Little People), og til at vi kunne gynge, rutsje på hendes fransk indkøbte rutsjebane, lege med de andre børn på vejen, gå ture og generelt bare hygge os.

Der har også været tid til, at Dann har kunnet lave en masse forskellig mad. Det hygger han sig meget med. Lene har haft tid til at læse skønlitteratur. Derudover har ferien også givet os tid til at besøge Århus Festuge, til at vi har besøgt mormor samt farmor og farfar. Signe har også overnattet hos mormor og været en tur i Djurs Sommerland med hendes fætter Kasper, farmor og farfar. Vi (forældrene) har også haft tid til at være i biografen og se Inception, ude at spise på Jacobs og vi har fået en øl ved åen.

Den sidste weekend i ferien er gået med en tur til en barnedåb hos nogle gode venner i København om lørdagen. Søndagen er gået med, at Signe og Lene har været til 2-års fødselsdag hos Signes kusine og Dann har været til psykologi på Ålborg Universitet. Søndag aften har vi fejret en af vores gode veninders fødselsdag.

Ferien har været lidt speciel, da det er første gang siden vi begyndte at komme sammen, at vi begge har haft et fuldtidsarbejde. Det er derfor også første gang, hvor ferien har betydet, at vi begge har haft fri på fuld tid sammen. Vi har tidligere været så privilegeret, at der næsten altid har været en der var meget hjemme. Det har betydet at alle de ting vi ikke kan nå til hverdag, ja de skulle jo nås i ferien. Det lykkedes heldigvis. Vi har nydt at have tiden sammen – både som voksne og som familie.

Alt i alt har det været nogle fantastiske uger. Vi nåede ikke alt det, vi snakkede om vi gerne ville nå, men vi har nået det meste – det der var vigtigst. Hvis vi skulle gøre det om, ja så ville vi gøre det samme. Det eneste vi kunne ønske os er mere ferie sammen.

Ferien er slut, men vi har stadig de fantastiske minder og de gode oplevelser, vi har delt.

/Lene & Dann

2 thoughts on “Ferien er slut

Der er lukket for kommentarer.