Arkiv for september 2010

Kartoffelstykker med hvidløg og rosmarin

mandag, 27. september 2010 | Skrevet af Dann

Kartoffelstykker med hvidløg og rosmarinEfter gårdagens ret med rosmarin i en kartoffelrösti, så var det i dag tid til at lave lidt mere hverdagsmad, men hvor vi lige kunne bruge lidt af de samme ingridienser – de skulle jo nødigt gå til spilde.

Jeg bladrede derfor rundt i en opskriftsbog, indtil jeg så en ret med kartoffelterninger og rosmarin. Jeg havde ikke selv tænkt på den kombination, selvom den minder meget om en anden ret, vi selv har lavet tidligere.

Resultatet var godt, når man tænker på at det var hurtigt at lave.

Kartoflerne blev i aften lavet sammen med en hakkebøf og lidt “halv hjemmelavet whiskysauce”. Det var en god kombination.

/Dann

Ingredienser

  • 1 stilk frisk rosmarin
  • 700 gram kartofler
  • 2 tsk salt
  • 1 tsk peber
  • 5 spsk olivenolie
  • 3 fed hvidløg

Fremgangsmåde

  1. Skræl kartoflerne
  2. Skræl hvidløgene
  3. Pil bladene af stilken med rosmarin
  4. Hak hvidløgene lidt groft
  5. Skær kartoflerne op i ca. 2x2x2 centimeters størrelse.
  6. Kom kartoflerne op i en gryde og tilsæt 1 tsk salt og vand så det dækker rigeligt
  7. Få gryden op at koge
  8. Når den har kogt i ca. 5 minutter (ikke længere, de skal ikke gøres færdig her) hældes de over i et dørslag
  9. Lad kartoflerne dryppe af i ca. 5 minutter
  10. Kom rosmarinen i en morder og stød den, så smagen kommer frem
  11. Hæld alle ingredienserne over i en bradepande og vend det godt rundt
  12. Bag kartoflerne i en forvarmet ovn på 230 grader i 25 minutter

Kartoffelrösti og purésovs af rød peberfrugt

søndag, 26. september 2010 | Skrevet af Dann

Kartoffelrösti og purésovs af rød peberfrugtDet har været en forrygende weekend. Vi har haft tid til at være hjemme og hygge – bare os tre som familie. Det har været rigtig hyggeligt. Når vi har tiden til det, så kan jeg rigtig godt lide at prøve at lave noget mad, jeg ikke har prøvet før. Denne søndag skulle ikke være nogen undtagelse. Det var derfor tid til at prøve en lidt anderledes slags kartoffel rösti end den, vi tidligere har lavet. Denne gang skulle det være uden æg og uden revet kartoffel.

Vi havde ikke rigtigt købt ind til det, andet end vi havde sikret os nok kartofler. Derfor blev sovsen også en lidt improviseret purésovs af rød peberfrugt, da det passede med, hvad vi havde og hvad der ville smage godt til retten.

Heldigvis smagte det rigtig godt, og Lene har allerede bestilt det igen snart. Det er helt klart en ret, der kommer til at indgå i vores madplan fremadrettet.

/Dann

Ingridienser – kartoffelrösti

  • 700 gram kartofler
  • 4 fed hvidløg
  • 3 stilke med frisk rosmarin
  • 2 store gulerødder
  • 25 gram smør
  • 4 spsk olivenolie
  • ½ tsk peber
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde – kartoffelrösti

  1. Skræl kartoflerne
  2. Skær kartoflerne ud i nogle aflange stykker, der højst er på tykkelse med tændstikker, men gerne mindre. Når kartoflerne er skåret ud vejer de ca. 550 gram.
  3. Fjern skrællen fra de fire hvidløg
  4. Skær hvidløgene over i 5 stykker hver
  5. Skræl gulerødderne
  6. Skær dem på samme måde som kartoflerne
  7. Pluk bladene af de tre stilke med rosmarin
  8. Vend rosmarin, hvidløg, gulerødder, salt og peber sammen med kartoflerne.
  9. Skær smørret over i små tern så de kan fordeles på panden senere
  10. Varm en pande op til middelvarme
  11. Kom olien på panden og vendt til den er blevet varm
  12. Kom smøret på panden.
  13. Når smøret er brunet hældes alle ingridienserne på panden og de steges under konstant omrøring i 10-15 minutter. Når kartoflerne bliver bløde og klar til at spise. er de klar til næste skridt
  14. Kom kartoflerne over i et lille ovnfast fad (eller brug panden, hvis den kan tåle at komme i ovnen).
  15. Bag kartoflerne i bunden af en forvarmet ovn på 200 grader
  16. Efter 20 minutter tages kartoflerne ud og de trykkes flade med et køkkenredskab eller en tallerken. Formålet er at de skal være helt tætte, så de forbliver møre indeni, mens de bliver sprøde udenpå.
  17. Sæt kartoflerne tilbage i ovnen og bag dem yderligere 30 minutter, til de bliver sprøde udenpå.
  18. Tag kartoflerne ud af ovnen og server dem straks.
  19. Velbekomme!

Ingredienser – purésovs af rød peberfrugt

  • 1 rød peberfrugt
  • 2 dl hvidvin
  • 3 spsk olivenolie
  • 3 skarlotteløg
  • 1 spsk edikke
  • 1 tsk paprika
  • 2 tsk citronsaft
  • 1 fed hvidløg
  • 1 dl mælk
  • 1½ spsk timian
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk peber

Fremgangsmåde – purésovs af rød peberfrugt

  1. Skær peberfrugerne op i stykker, der kan koges. De skal blendes senere, så små stykker er en fordel.
  2. Skræl og hak skalotteløget
  3. Hak hvidløget meget fint
  4. Varm en gryde op til lidt over middel
  5. Kom olien i gryden
  6. Svits løgene til de begynder at blive klare
  7. Tilsæt peberfrugterne og lad det stege under kraftig omrøring i ca. 2 minutter
  8. Hæld hvidvin, citronsaft, hvidløg, paprika og edikke i gryden
  9. Lad det simre på lav varme under låg i ca. 30 minutter
  10. Tag låget af gryden og brug en staublender til at puréer peberfrugterne, løget og hvidløget
  11. Tilsæt mælk, timian, salt og peber og rør rundt i et minuts tid
  12. Lad det simre under låg indtil servering.
orange purésovs af rød peberfrugt

Mega ravioli med mynte, citron og kartoffel

søndag, 26. september 2010 | Skrevet af Dann

Mega ravioli med mynte, citron og kartoffelLige siden vi fik vores pastamaskine, har jeg haft lyst til at prøve ravioli. I går blev det anden gang, vi prøvede det. Første gang brugte vi kødbollerne fra en af vores pastaretter som fyld. Det smagte rigtig godt, så jeg fik lyst til at eksperimentere lidt. Med inspiration fra en kogebog, og lidt søgninger på nettet, faldt beslutningen på at fyldet skulle være kartoffelmos. Det kan lyde lidt mærkeligt, men det smager rigtig godt.

I følge Lene havde vi ikke behøvet andet mad end kartoffelmosen, da den smagte helt fantastisk. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi laver den – hverken som ravioli eller “bare” som almindeligt tilbehør.

Vi valgte i denne omgang at lave opskriften uden sovs. Jeg brugte saften af en citron som sovs, og Lene spiste den “plain”. Begge dele smagte rigtig godt, men jeg tror vi næste gang skal til at eksperimentere lidt med forskellige saucer for at give smagen lidt ekstra, når man kun spiser pasta delen af raviolien.

At det lige skulle være mega ravioli var mest bare for sjov. De ser faktisk ret gode ud, og smager også godt… og så er det ikke noget man kan købe i supermarkederne 🙂

Retten smagte alt i alt rigtig godt, og hele familien var mere end mætte, inden maden var væk. Specielt Signe var rigtig glad for kartoffelmosen, der glædeligt blev spist med ske, mens hun hjalp til med at få fyldt raviolierne.

/Dann

Ingredienser – fyld

  • 700 gram kartofler (de skal bages, så ikke alt for små)
  • 10 stilke med frisk mynte (skal give 20 gram blade)
  • ½ tsk peber
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk muskatnød
  • 1 citron der ikke er overfladebehandlet
  • 75 gram smør
  • 30 gram pecorino ost

Fremgangsmåde – fyld

  1. Stik hul på kartoflerne med en gaffel
  2. Forvarm en ovn til 200 grader
  3. Når ovnen er varm kommes kartoflerne i ovnen
  4. Kartoflerne skal bages i en time ved 200 grader
  5. Pil bladene af mynten
  6. Del bladene fra mynten i to bunker. 2/3 i den ene og 1/3 i den anden
  7. Den lille bunke sættes til side og bruge som pynt til servering. Den store bunke hakkes meget fint og kommes over i en lille skål (det vejer ca. 10 gram)
  8. Riv osten fint ned i skålen
  9. Riv citronskrællen ned i skålen
  10. Tilsæt salt, peber og muskatnød
  11. Skær smørret ud i små tern og kom også det i skålen
  12. Kom nu skålen i køleskabet indtil kartoflerne er færdige i ovnen
  13. Når kartoflerne er taget ud af ovnen skal de køle ned, så man kan holde på dem med hånden
  14. Skær kartoflerne over på midten og brug en ske til at tømme indholdet over i en skål
  15. Mos kartoflerne i et minuts tid
  16. Tilsæt skålen fra køleskabet
  17. Mos kartoflerne til der ikke er flere klumper og til det hele er blandet godt sammen
  18. Smag eventuelt til med salt og peber
  19. Fyldt er nu klar.

Ingredienser – pasta/ravioli

  • 400 gram mel
  • 4 æg
  • 4 spsk olivenolie

Fremgangsmåde – paste/ravioli

  1. Hæld melet ud på bordet og lav en fordybning i midten
  2. Slå æggene ud i fordybningen
  3. Tilsæt olivenolien i fordybningen
  4. Brug en gaffel til at piske væsken sammen
  5. Herefter piskes mere og mere af melet ind i væsken
  6. Når man ikke længere kan bruge gaflen er det tid til at ælte dejen sammen i hånden. Brug minimum 5 minutter herpå
  7. Sæt dejen til side og lade den hvile i ca. 30 minutter. Her kan man passende lave fyldet til sin ravioli.
  8. Del dejen i fire lige stor klumper
  9. Rul dem ud, så de passer i pastamaskinen
  10. Kør dem igennem pastamaskinen ned til indstilling 7/9
  11. Læg en “pastaplade” på bordet og kom en stor portion (1½ x 1½ x 1½ cm) fyld midt på pastapladen med ca. 10 centimeters mellemrum
  12. Mal med en pensel lidt vand mellem fyldet, så dejen klistrer
  13. Kom en anden pastaplade hen over den nederste med fyldet på
  14. Tryk det øverste lag godt ned på det nederste
  15. Brug en kagespore til at skære raviolien ud i ca. 8 x 8 cm. (herved får de den karakteristiske rillede kant)
  16. Drys dem med lidt mel på for og bagsiden og placer dem i et et fad, indtil de skal koges
  17. Gentag indtil der ikke er mere pasta eller fyld
  18. Varm en gryde vand op med vand og 2 tsk salt
  19. Når vandet er kogende kommes raviolien i
  20. Kog raviolien i ca. 4 minutter. Hvis der er kød som fyld, skal den koge lidt længere.
  21. Hæld raviolien over i et dørslag og lad den dryppe af i et par minutter
  22. Riv eventuelt lidt pecorino ost over retten, når den er kommet i en tallerken (det er gjort på billedet)
  23. Raviolien er klar – velbekomme!

Bearnaise med hasselbagte kartofler og bøf

fredag, 24. september 2010 | Skrevet af Dann

Bearnaise med kartofler og bøfLene har en absolut favorit sauce, som ifølge hende kan spises til alt: Bearnaise. Vi har altid købt noget pulver og lavet det færdigt derhjemme. Indtil nu har jeg ikke haft lyst til at prøve at lave bearnaise, da jeg ikke selv kan lide det.

Bearnaise er i bund og grund en sovs, der skal serveres lunken og som bygger på samme metode som en mayonnaise. Da jeg tidligere har haft held med at lave mayonnaise, så skulle jeg da også prøve at lave bearnaise til Lene.

Selvfølelig skal bearnaise laves fra bunden. Derfor har jeg brugt et par forsøg og en del tid med google for at finde den helt rigtige smag. Det endte med at vi denne gang fik hasselbagte kartofler, en god gammeldags hakkebøf og ikke mindst bearnaise til aftensmad. Lene var helt vild med “konsistensen, smagen, hvor luftig den er…”. Kort sagt, så var bearnaisen godkendt af hende. Da jeg smagte på den skete der noget lidt overaskende: jeg kunne faktisk lide det. Det smager på en helt anden måde end det, man kan købe i supermarkederne. I følge Lene smager det mindst 10 gange bedre 🙂 Når vi laver det selv, så vil jeg også have noget bearnaise.

Det tager en lille time at lave det, hvis man giver sig god tid. En stor del af tiden skal der piskes konstant, så husk at have alt inden for rækkevidde. Heldigvis er det rigtig sjovt at lave.

/Dann

Ingredienser – Bearnaise

  • 3 skalotteløg
  • ½ dl og 3 spsk hvidvinseddike
  • 3/4 dl hvidvin
  • 8-10 gram friske estragon stilke med blade (kan erstattes af 2 spsk tørret estragon)
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk peber
  • 180 gram smør
  • 2 pasteuriserede æggeblommer

Fremgangsmåde – Bearnaise

  1. Hvis der er nogen af ingredienserne, der er i køleskabet, så tages de ud med det samme. Det er vigtigt at ingridienserne er tæt på stuetemperatur, når de bruges.
  2. Smøret klares og køles ned til det er lunkent.Det gøres ved at komme smøret op i en lille kasserolle og tænde kogepladen på laveste varme. Vent nu på at smøret smelter helt. Der danner sig noget bundfald i smøret. Alt andet end bundfaldet hældes over i en lille beholder og køler ned, så det kun er lunkent. Det giver ca. 135 gram klaret smør. Dette kan gøres sideløbende med at bearnaiseessensen laves.
  3. Hak løgene meget fint
  4. Pil bladene af den friske estragon – gem både blade og stilke
  5. Riv stilkene midt over, så de kan passe ned i en lille kasserolle
  6. Del estragonbladene op i to lige store bunker. Den ene bunke bliver lagt sammen med stilkene og den anden bunke hakkes meget fint.
  7. Kom hvidvinsedikke, hvidvin, finthakket løg, salt, peber og de hele estragonblade samt stilkene op i en lille kasserolle.
  8. Kog blandingen ind til lidt over halvdelen af væsken er væk.
  9. Brug en si til at hælde blandingen over i en gryde (der kan piskes i). På den måde er det kun væsken, der er tilbage. Væsken der er tilbage kaldes bearnaiseessens. Indholdet i sien kan kasseres.
  10. Sæt gryden med bearnaiseessensenpå komfuret på svag varme (brug eventuelt et vandbad de første par gange)
  11. Nu tages æggeblommerne og piskes i gryden. Der skal piskes konstant fra nu og til bearnaisen er færdig. Når grydens indhold skummer meget og konsistensen er blevet lidt mere luftig, er vi klar til næste skridt
  12. Tag en tsk af det klarede smør og tilsæt det under meget kraftig piskning
  13. Fortsæt med at tilsætte en teskefuld klaret smør indtil der er tilsat ca. 5. Her kan man gå op til spiseskeer og tilsætter yderligere 5 under kraftig piskning.
  14. Nu kan det klarede smør tilsættes ved at hælde det i en tynd stråle ned i gryden, mens der piskes kraftigt. Tag gerne gryden fra varmen et par gange og hold nogle pauser fra at hælde smøret i. Der må ikke holdes nogen pauser med at piske.
  15. Pisk de finthakkede estragonblade i gryden
  16. Pisk fortsat hurtigt og grundigt i 5-10 minutter for at få en mere luftig konsistens
  17. Serveres straks – den kan ikke stå alt for længe.