Månedsarkiv: december 2009

Masser af Wii

For fire måneder siden købte vi en Wii. Det var efter en del overvejelser om den nu også ville blive brugt. Hvordan er det så gået med det, er den blevet brugt? Svaret på det spørgsmål må uden tvivl være ja.

Vi købte både en Wii, lidt ekstra spil og noget plastic der kunne få ens Wiimotes til at virke mere som en tennisketsjer osv. Det ene ekstra spil var Wii Play. Det er kun blevet brugt en gang, men det gør nu heller ikke så meget, da vi kun købte det fordi der fulgte en ekstra Wiimote med, og det var billigere at købe det som en pakke, end at købe en Wiimote for sig selv. Den ekstra Wiimote er blevet brugt, så det har bestemt ikke været et tab.

Det andet ekstra spil vi købte dengang var Mario Kart. Det er blevet spillet til den helt store guldmedalje. Ikke kun er det blevet spillet som “single player”, men det har også været spillet over nettet mod venner og “tilfældige online mennesker”. Det er et helt fantastisk spil der, for mig gør lige det et bilspil skal. Det er sjovt og ikke realistisk. Nu er min smag i spil sikkert også lidt mærkelig. Lene er nu også ret glad for det.

Sammen med vores Wii købte vi også nogle genopladelige batterier til vores Wiimotes samt en oplader til dem, som de kan stå i. Det har vi været rigtig glade for. Der er altid friske batterier i, og hvis vi er ved at løbe tør, kan de hurtigt blive ladet op. Det burde alle der køber en Wii også købe. Den har for længst tjent sig ind i batterier, vi ikke har behøvet at købe.

De plastic ting vi købte sammen med vores Wii har vi brugt meget meget lidt. Faktisk er det kun det ekstra rat, der stadig ligger i stuen, som vi bruger. Resten ligger gemt væk i et skab. Det ekstra rat er smart, når man skal køre mod hinanden i Mario Kart.

Har vi så fået noget for pengene? Ja, det har vi helt bestemt. Det er nogle rigtig sjove spil, som vi har spillet hver for sig, sammen, mod hinanden og mod andre over nettet. Den er god, når man er flere, og den er god når man er alene. Vi har ikke et sekund fortrudt at vi har købt vores Wii – faktisk kan vi kun fortryde, at vi ikke har købt den noget før. Sammenlignet med hvad vi havde fået for pengene, hvis vi havde købt DVD film eller noget helt tredje, så har det været et rigtig godt køb.

Vi har ikke kun fået glæde af vores Wii herhjemme. Vi har også flere gange haft den med på farten for at spille, hvor vi kom frem. Det har været sammen med familien, hvor vi har hygget os med nogle “Sports” spil eller lignede. En rigtig sjov ting at være fælles om på tværs af generationerne. Tænk sig at en spilkonsol kan gøre det.

Jeg er specielt glad for Wii’ens unikke måde at blive styret på sammenlignet med andre spillekonsoller (så længe det varer), og så er jeg meget mere til sjove spil, der på ingen måde behøver at være realistiske. Hele ræset med at få mere og mere grafisk realistiske spil siger mig ikke rigtig noget – giv mig spil som jeg havde, da jeg spillede på min Commendore 64, og så er jeg solgt.

For mig er det lidt af en renæssance at spille computer igen. Med undtagelse af Civilization, så har jeg ikke spillet siden jeg var lille. Det har Wii’en lavet helt om på. Jeg spiller nu glædeligt og vil i mange tilfælde hellere, at vi tænder for vores Wii end vi finder en DVD frem. Det er sjovt at spille igen. Hvordan vi så finder tiden til det med en lille pige, der skal have opmærksomhed når hun er vågen og alle de praktiske gøremål, der skal gøres når hun sover, ja det må tiden vise… men jeg er sikker på at vi tager os tiden til det… det er jo sjovt!

Det var et godt køb.

/Dann

Glædelig hvid jul

Julekort 2009

Tænk sig, det er allerede et år siden sidste jul. Der er sket utroligt meget i det sidste år. Et år der har været helt fantastisk. Det første hele år hvor vi har været tre. Men alt det skriver vi mere om i vores “traditionelle” nytårsindlæg.

Julen er traditionernes tid, og traditionerne er rimeligt ens, men også tilpas forskellige på tværs af familier til, at man ikke helt kan forudse hvordan andres jul er. En ting er dog sikkert, en jul er fyldt med hygge.

Derfor er hygge også det eneste, Dann kan være sikker på i aften, da han for første gang i sit liv skal holde jul væk fra sine forældre. Vi har hele tiden aftalt, at vi holdt jul hver for sig indtil vi blev tre. Herefter skulle vi holde jul hvert sted på skift, da vi selvfølgelig vil være sammen alle tre, samtidig med at vi også gerne vil deltage i de juletraditioner, der er i hver vores familier.

I år skal vi holde jul sammen med Lenes mor, søster, storebror, storebrors kæreste og deres fælles datter. Vi skal være i Saksild, så ikke kun skal vi have vores første hvide jul sammen, vi skal også have en jul, hvor vi kan se havet. At sidde indenfor i hyggeligt selskab og se ud på sneen og vandet kan nok ikke være meget bedre… det skulle da lige være de gaver, der venter under træet.

Julen skulle have startet for alvor i år med, at vi tog i kirke til en børnegudstjeneste i Hørning, men i skrivende stund er Signe lige vågnet fra en meget lang lur (1 time længere end normalt), og det betyder desværre, at vi må springe det over. Derfor tager vi inden alt for længe ud til Saksild, så Signe kan få sin middagslur derude og så vi kan være der klokken 16, når der er juletegnefilm i fjernsynet – en tradition fra Lenes familie.

Måske vi i løbet af nogle år begynder at få vores helt egne juletraditioner – det gør vi jo helt sikkert efterhånden som Signe bliver ældre. Vi glæder os eksempelvis allerede nu til at vi næste år skal have et juletræ og endnu mere julepynt end i år.

Det er ret fantastisk, at vi i år har en hvid jul. Det er rigtig hyggeligt – lige som da vi var børn (ja, der var nærmest ikke hvid jul, da vi var børn i følge statistikken, men sådan husker vi det jo ikke…). Vi har glædet os meget over sneen, når vi har været hjemme (og brokket os når vi har kørt bil) den sidste uges tid. Det har været en ren fornøjelse at se ud på, og ikke mindst at lege i med Signe (som også kan ses på julekortet ovenfor).

Lene og jeg har i år aftalt at vi ikke giver hinanden gaver – sådan rigtigt. Vi vil begge gerne have noget tøj, og det er lidt svært at ramme rigtigt i størrelser, så vi giver en indkøbstur til hinanden, som skal bruges mellem jul og nytår.

Signe kommer til at vælte sig i gaver. Hun har forstået konceptet i en gave – at det er noget hun får, som hun kan lege med. Det er helt tydeligt når hun pakker op, at hun vil have fat i det og i gang med at lege. Det så vi allerede til hendes fødselsdag, og det kommer vi til at se i aften. Vi er dog ret spændte på, om hun kan overskue alle de gaver hun får, eller om hun bliver helt rundtosset. Om hun allerede får sin julegave når vi  i aften synger “Lad den lille Signe blot, få sin julegave” i Højt fra træets top, vil vise sig.

Julekalender konceptet har hun også fanget. Vi har en chokoladejulekalender med Kinder chokolade. Her er hun helt vild når vi tager den ned, åbner en låge og giver hende et lille stykke chokolade. Nu synes vi ikke at hun skal have alt for meget sukker, så vi har indtil nu åbnet 5 låger, så den glæde trækker vi med ind i det nye år… julen slutter jo først til påske.

Vi glæder os meget til vores juledage, og vi ønsker alle andre også må få en rigtig glædelig jul.

Kærligst

Signe, Lene & Dann