Glædelig hvid jul

24. december 2009 | Skrevet af Lene & Dann

Julekort 2009

Tænk sig, det er allerede et år siden sidste jul. Der er sket utroligt meget i det sidste år. Et år der har været helt fantastisk. Det første hele år hvor vi har været tre. Men alt det skriver vi mere om i vores “traditionelle” nytårsindlæg.

Julen er traditionernes tid, og traditionerne er rimeligt ens, men også tilpas forskellige på tværs af familier til, at man ikke helt kan forudse hvordan andres jul er. En ting er dog sikkert, en jul er fyldt med hygge.

Derfor er hygge også det eneste, Dann kan være sikker på i aften, da han for første gang i sit liv skal holde jul væk fra sine forældre. Vi har hele tiden aftalt, at vi holdt jul hver for sig indtil vi blev tre. Herefter skulle vi holde jul hvert sted på skift, da vi selvfølgelig vil være sammen alle tre, samtidig med at vi også gerne vil deltage i de juletraditioner, der er i hver vores familier.

I år skal vi holde jul sammen med Lenes mor, søster, storebror, storebrors kæreste og deres fælles datter. Vi skal være i Saksild, så ikke kun skal vi have vores første hvide jul sammen, vi skal også have en jul, hvor vi kan se havet. At sidde indenfor i hyggeligt selskab og se ud på sneen og vandet kan nok ikke være meget bedre… det skulle da lige være de gaver, der venter under træet.

Julen skulle have startet for alvor i år med, at vi tog i kirke til en børnegudstjeneste i Hørning, men i skrivende stund er Signe lige vågnet fra en meget lang lur (1 time længere end normalt), og det betyder desværre, at vi må springe det over. Derfor tager vi inden alt for længe ud til Saksild, så Signe kan få sin middagslur derude og så vi kan være der klokken 16, når der er juletegnefilm i fjernsynet – en tradition fra Lenes familie.

Måske vi i løbet af nogle år begynder at få vores helt egne juletraditioner – det gør vi jo helt sikkert efterhånden som Signe bliver ældre. Vi glæder os eksempelvis allerede nu til at vi næste år skal have et juletræ og endnu mere julepynt end i år.

Det er ret fantastisk, at vi i år har en hvid jul. Det er rigtig hyggeligt – lige som da vi var børn (ja, der var nærmest ikke hvid jul, da vi var børn i følge statistikken, men sådan husker vi det jo ikke…). Vi har glædet os meget over sneen, når vi har været hjemme (og brokket os når vi har kørt bil) den sidste uges tid. Det har været en ren fornøjelse at se ud på, og ikke mindst at lege i med Signe (som også kan ses på julekortet ovenfor).

Lene og jeg har i år aftalt at vi ikke giver hinanden gaver – sådan rigtigt. Vi vil begge gerne have noget tøj, og det er lidt svært at ramme rigtigt i størrelser, så vi giver en indkøbstur til hinanden, som skal bruges mellem jul og nytår.

Signe kommer til at vælte sig i gaver. Hun har forstået konceptet i en gave – at det er noget hun får, som hun kan lege med. Det er helt tydeligt når hun pakker op, at hun vil have fat i det og i gang med at lege. Det så vi allerede til hendes fødselsdag, og det kommer vi til at se i aften. Vi er dog ret spændte på, om hun kan overskue alle de gaver hun får, eller om hun bliver helt rundtosset. Om hun allerede får sin julegave når vi  i aften synger “Lad den lille Signe blot, få sin julegave” i Højt fra træets top, vil vise sig.

Julekalender konceptet har hun også fanget. Vi har en chokoladejulekalender med Kinder chokolade. Her er hun helt vild når vi tager den ned, åbner en låge og giver hende et lille stykke chokolade. Nu synes vi ikke at hun skal have alt for meget sukker, så vi har indtil nu åbnet 5 låger, så den glæde trækker vi med ind i det nye år… julen slutter jo først til påske.

Vi glæder os meget til vores juledage, og vi ønsker alle andre også må få en rigtig glædelig jul.

Kærligst

Signe, Lene & Dann

En kommentar til “Glædelig hvid jul”

  1. Lene & Dann Bleeker Pedersen » Blogarkiv » Året der gik i 2009 siger:

    […] Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår […]