Månedsarkiv: maj 2009

At sidde selv

Den 21. maj om morgnen overraskede Signe en super stolt far. Vi havde længe øvet at sidde selv, men det gik aldrig uden hjælp. Men om morgenen den 21. maj blev Signe sat på gulvet på sit værelse sammen med noget legetøj.

Signe blev siddende og legede med sit legetøj. Når hun var ved at miste balancen, brugte hun enten sin vægt eller sine hænder til at tage fra. Den meget begejstrede far fik et meget neutralt blik tilbage. Det var som om hun tænkte “hvad er han så begejstret over? Jeg sidder jo bare”. Måske en lille ting for Signe, men en fantastisk ting for faren.

Dagen blev selvfølgelig brugt på at sidde op. Vi gik en lang tur rundt i kvarteret. Der var bakker, der var humpler og der var sving. Signe blev siddende af sig selv uden problemer. Nedenfor er der et par billeder fra starten på turen (og et par fra Legoland). Hvor er hun altså blevet stor.

Første gang Signe sad selv var det i lidt over 2 minutter. I dag kan hun sidde i op til 10 minutter, inden hun vælter. Så vidt vi kan se, er det med vilje. Det virker som om hun gerne vil prøve en ny måde at sidde på, og så kan man jo bare ligge sig på maven.

Det er fantastisk at være vidne til at alle de vidunderlige ting, som Signe lærer.

/den stolte far

P.S. Det er fantastisk at være på barsel.

Legoland med Signe

For en uge siden blev Signe spurgt, om hun ikke ville i Legoland sammen med sin farmor, farfar og fætter. Signe var ikke helt sikker, så efter at mor og far havde snakket lidt om det, blev vi enige om, at hun skulle prøve det. Derfor tog jeg, Signes farmor og farfar, Signe og Signes fætter i Legoland i søndags.

Det var en rigtig hyggelig tur, hvor Signe fik oplevet utroligt meget. Der blev kigget på forlystelserne og alle de mange spændende mennesker. Når man ikke lige havde lyst til flere indtryk, så kunne man nemt tage sig en lille lur.

Signe var slet ikke bange for alle de mange fremmede mennesker og opførte sig i det hele taget eksemplarisk Hun prøvede kun en enkelte “forlystelse”, der bestod af en rutsjebane. Hun var ikke synderlig imponeret. Hendes blik sagde “OK far, du vil gerne have at jeg gør det, så gør jeg det… men det er da noget underligt noget.”

Hun var selvfølgelig for lille til at prøve tingene, men det var helt tydeligt, at hun havde en fantastisk dag med en masse indtryk. Oven i det hele fik Signe også fundet en levende troldhassel, som hun kunne hive lidt i (hun er helt vilde med tørrede grene fra en troldhassel).

Legoland kan i øvrigt godt anbefales til små størrelser. Deres “BabyCare” center er ret godt med plads og faciliteter til at lave og give mad, til at skifte og til at slippe lidt væk. Der er alt hvad der skal være.

Faren havde også en rigtig god dag. Jeg fik prøvet “et par” forlystelser med min nevø og havde ellers bare en forrygende dag. Dagen gav lidt blod på tanden, så siden dengang har Signe og jeg været på tur i Århus et par gange og vi skal det helt sikkert også i ugen, der kommer. Det er helt tydeligt, at hun får meget ud af at være på tur (om det så er at gå en lille tur rundt i kvarteret herhjemme, eller om det er noget større) nu, hvor hun kan sidde op.

Det blev ikke til mange billeder af Signe i Legoland, men nedenfor kommer der et par stykker.

/Dann

Besøg fra sundhedsplejersken

Den 18. maj 2009 havde vi i anledning af Signes 6 måneders fødselsdag besøg af sundhedsplejersken. Signe blev målt og vejet. Resultatet blev at hun vejer 8 kg og er 69 cm lang (hovedmål 42,8 cm).

Vi har været lidt bekymret for, om Signe nu spiste nok, men med det hun har taget på og med det hun er vokset, ja så må vi nok erkende, at hun vokser lige som hun skal. Hun ligger fint på vækstkurverne – lige i midten. Det er næsten ikke til at forstå, hvor meget hun er vokset siden hun kom til verden. Hun er blevet mere end dobbelt så tung og meget længere. Hvor bliver hun altså bare stor hurtigt.

/Dann

Forårsoprydning i mailboksen

Jeg har længe haft et ønske om at få styr på alle mine gamle mails, som jeg har sendt gennem tiden. De forskellige mails har ligget gemt i forskellige filer i forskellige formater, og et par af de arkiver med mails jeg har, virkede ikke længere.

Den 22. maj besluttede jeg mig for at det skulle være slut. Derfor gik jeg igang med den store forårsoprydning i mine mailarkiver. Det tog ret lang tid inden jeg havde fået samlet mailsene på en måde, så de kan blive fundet igen.

Desværre viste det sig at en af mine pst filer (filformat som Outlook bruger) ikke virkede. Efter et par timers søgning på Google fandet jeg adskillige værktøjer,  som mente de kunne løse problemet. De tilbød alle en prøveversion, der kunne hente de første 100 mails. Jeg prøvede alt det software jeg kunne finde og endte med at konkludere, at der kun var én leverandør der havde noget software, der kunne løse mit problem.

Da jeg er “lidt” perfektionistisk, så kan jeg ikke leve med at der ikke er 100% styr på mine mails, når jeg nu havde besluttet, at der skulle være det. Derfor købte jeg programmet og fik, efter den havde tygget på det en del timer, fikset problemet og hevet næsten alle de mails (og andre ting) der lå i den ødelagte pst fil ud… så nu er der styr på mine historiske mails.

Til at reparer den ødelagte fil brugte jeg “Disk Doctors Outlook Mail Recovery(.pst)“. Et program som jeg nu har købt og varmt kan anbefale. Det er lidt dyrt (omkring 800,- kr.), når man tænker på at det kun skulle bruges én gang. Men sådan er der jo så meget…

Efter at have fået fat på alle mine mails viste det sig, at jeg havde en del dubletter blandt mine mails. Det problem ville jeg også gerne have løst så søgninger og ligende kun gav det rigtige resultat. Det blev løst med et værktøj, der hedder ODIR (Outlook Duplicate Items Remover), som meget snedigt fjerner alle dubletter. Til at starte med var jeg bekymret over, om det nu fik slettet for meget, men efter at have lavet et manuelt check af de første 100 dubletter var jeg overbevidst om, at den gjorde det rigtigt. Programmet kan anbefales til at løse dubletter i Outlook.

Samtidig med forårsrengøringen i min mailboks installerede jeg også et lille værktøj, der er super godt til at lave hurtige søgninger i mails og til at holde styr på ens kontakter. Værktøjet hedder Xobni og burde egentlig være en standard del af Outlook. Heldigvis kan man installere det separat. Det opsamler automatisk alle de samtaler man har med folk, holder styr på filer man udveksler, opsamler telefonnumre, integrer med LinkedIn, Facebook og meget meget mere. Hvis man bruger Outlook meget, så kan det varmt anbefales.

Alt i alt har jeg nu fået styr på mine private mails. Orden er godt 🙂

Årsagen til at jeg gik igang med dette lille projekt er egentlig en sjov historie, der blandt andet involverer, at jeg skulle bruge en af de mails, der var forsvundet… men mere om den historie en anden gang.

/Dann