Juleferie

Franskbrøddet blev slået ud og kom i ovnen som lovet. I går aftes stod menuen derfor på friskbagt franskbrød. Derudover stod den også på juleferie for mig. Mandag den 15 december var min sidste arbejdsdag i år. Næste arbejdsdag er den 12 januar 2009. Det vil sige at jeg har næsten en hel måneds juleferie. Man kunne også kalde det sommerferie, idet jeg ikke har holdt sommerferie i år.

Lige siden vi vidste at vi skulle være forældre blev jeg enig med mig selv om at springe sommerferien over så Lene kunne få tid til specialet og jeg kunne få mulighed for at holde en lang juleferie.

Jeg glæder mig rigtig meget til at holde en lille måneds ferie sammen med Signe og Lene. Det bliver fantastisk ikke at skulle have dårlig samvittighed over at holde lidt fri. Misforstå mig ikke,  jeg har det bedste job jeg kan forestille mig, de bedste kollegaer og en fantastisk chef. Jeg er super godt tilfreds med mit arbejde. På trods af det, så glæder jeg mig rigtig meget til den næste måneds tid.

Hvad skal ferien så bruges på? Først og fremmest skal vi bare være sammen så jeg har mulighed for at være der lidt mere for både Lene og Signe. Derudover skal jeg lige have lavet et par småting til arbejde (et par ting mangler man vel altid at lave) og så skal jeg have læst et par bøger om psykologi. Efter nytår skal jeg bruge tiden til at lave en opgave i psykologi som skal afleveres når jeg starter på arbejde igen.

Alt i alt så bliver det en travl ferie med jul, Signe, Lene og studie. Mellem alt det er jeg dog helt sikker på at der er tid til masser af hygge og afslapning. Det glæder jeg mig meget til. Ligesom jeg glæder mig meget til at få tid til at bruge et par hele dage på at lave mad fra bunden.

Ferien er startet, og jeg glæder mig til resten!

/Dann

5 thoughts on “Juleferie

  1. Vær sød at informere mig om datoerne for “madlavning fra bunden”, så vi lige kan planlægge efter det 😉

    (Bare rolig, vi rammer først Danmark efter du er startet på arbejde og psykologi igen, men jeg glæder mig rigtig meget til at se jeres nye hus, jer og ikke mindst Signe.)

    Det lyder dejligt med en måneds ferie, med tid til at følge Signes udvikling, og tid til at være god ved Lene.
    Gid det var mig!!!

    1. Du skulle have været her i går. Det blev til nogle rigtig gode bøffer, nogle kartofler i ovnen (koges først, kommer herefter i noget olie med en masse ekstra ting og noget løg) og hjemmelavet rødvinssovs (1 flaske rødvin til en omgang sovs) og så lidt salat. Hjemmebagt kage til dessert

      Vi prøver at sige til næste gang. I er jo altid velkomne… og kigger I forbi kan vi nok altid få lavet et eller andet. Og I er meget velkomne til at kigge forbi næste gang I er i landet (eller når det nu passer jer). Det er ved at være længe siden vi sidst har set hinanden

      Håber I får en fantastisk jul og et lykkebringende nytår.

      kh
      Dann

  2. Det lyder lækkert.

    Eller rettere, hvis ikke jeg havde haft 39,1 i feber og ingen appetit ville jeg helt sikkert være blevet lækkersulten af bøfferne og ikke mindst en god rødvinssauce.

    ( i parentes bemærket har vi haft besøg af et par venner med en lille krudtbandit af et barn. Hun havde feber og hoste, men klarede det bravt. Uheldigvis bukkede både gemalen og undertegnede under for bacillerne efter gæsterne var taget af sted)

    1. Ærgeligt at være syg her i den hyggelige juletid (som vi endnu ikke rigtigt er nået til).

      Jeg kan anbefale en tomatsuppe med lidt hvidløg og rosmarin. I suppen koges nogle små “suppehorn” pasta. Dertil lidt hvidløgsflute. Lækkert og varmt når man er lidt syg. Det plejer at virke for Lene. Kig forbi så skal jeg lave det 😉

      Og nej, jeg mener ikke min tomatsuppe der er 2 dele chili og 1 del tomat, men en rigtig tomatsuppe. Den fra Knorr er faktisk OK hvis man har travlt.

      God bedring!

      /Dann

  3. Hvor er du sød og betænksom.
    Jeg tror nu jeg vil holde mig væk indtil smittefaren er ovre 🙂
    Tomassuppen lyder godt nok lækker.

    Knus
    Dina

Der er lukket for kommentarer.