Arkiv for november 2008

Endnu en weekend med psykologi

søndag, 9. november 2008 | Skrevet af Dann

Der er gået en måned siden sidste gang jeg var i Ålborg. Derfor sidder jeg endnu engang på biblioteket på Ålborg Universitet og bliver undervist i udviklingspsykologi.

Jeg har endnu ikke fået læst de bøger der har noget med studiet at gøre. Faktisk er det først for nylig at jeg har fået fat i dem (tak Louise). I løbet af weekenden er der så kommet en ny bog til som jeg skal have købt… det må jeg lige se på ved lejlighed. Det er min klare ambition at komme i gang med at få læst bøgerne i løbet af i år (ikke at blive færdig i år). Jeg er ret sikker på at jeg får tid til det da jeg netop er blevet færdig med at tømme bogreolen for andre ulæste bøger.

Psykologi er et utroligt spændende område, men det er samtidig utroligt svært for mig at følge med i øjeblikket. Det er nok afledt af at jeg ikke har forberedt mig til timerne samtidig med at mit hoved fungere på en helt anden måde. Mine fundamentale byggesten om grænseudbytte, nytteoptimering, kundeadfærd, industriøkonomi og ligende kan ikke bruges her. Jeg skal have fundet nogle nye byggesten. Det er svært, men er samtidig også derfor jeg er her – for at lære. Det er det jeg skal lave de næste 3 år: finde nye byggestene.

Jeg glæder mig til jeg kommer til næste forelæsning om en måned fra nu. På det tidspunkt tror jeg at det er nemmere at følge med idet jeg så vil have læst bare lidt af pensum.

Nå, tilbage til undervisningen.

/Dann

Tur til Rom i 2006

lørdag, 8. november 2008 | Skrevet af Lene & Dann

Langt om længe har vi fået lagt en dag for dag beskrivelse af vores tur til Rom i 2006 ud på hjemmesiden. Billederne har længe ligget på hjemmesiden.

Det var en fantastisk tur som vi mindes med glæde.

/Lene & Dann

Og der kom lys

lørdag, 8. november 2008 | Skrevet af Dann

For to uger siden var vi så heldige at få sat lys op i vores hus. Da jeg desværre har 10 tommelfingre, så havde jeg brug for lidt hjælp til at hænge det op. Derfor kom mine forældre forbi og brugte hele weekenden sammen med Lene og jeg til at hænge lys op i huset.

Vi havde naturligvis ikke levet i mørke indtil da, men der har manglet lys mange steder. Eksempelvis i de to ekstra værelser vi har, i trappeopgangen, ved indgangen og et par andre steder. I løbet af weekenden fik vi sat alle de lamper op vi havde købt på forhånd. Vi fik også købt et par ekstra lamper og fik sat dem op.

Der mangler stadig lys i stuen der kan tændes på væggen (vi har lidt forskellige lamper der sidder i et normalt stik i væggen). På et tidspunkt skal vi nok kigge på det, men for øjeblikket er vi tilfredse med hvordan vores “lys situation” er.

Før denne weekend skulle alt lys tændes på lamperne eller ved at sætte et stik i en kontakt. Nu tænder vi alt det lys vi gerne vil på nogle kontakter på væggen.

Lys i alle rum er en rigtig god ting – specielt nu hvor vi har fået vintertid og det bliver tidligere og tidligere mørkt. Det er nu så mørkt at jeg ikke kommer hjem fra arbejde mens det er lyst udenfor. Derfor er det meget rart at vi nu har fået lys op i alle rum. Det glædes vi over hver dag.

/Dann