Trådløst internet i det nye hus

20. september 2008 | Skrevet af Dann

Indflytningen på Østergårds Alle blev som bekendt udskudt i 14 dage. Det betød også at installationen af bredbånd blev udskudt. Desværre blev det udskudt lidt mere end 14 dage da TDCs leveringstid på en såkaldt Godt-I-Gang installation er ca. 3-4 uger (og vi ombookede jo med meget kort varsel).

Installationsdagen kom og vi fik et pænt modem monteret i vores teknikrum. Jeg satte hurtigt den trådløse router til og håbede på det bedste. Desværre virkede det ikke. Der var ikke dækning når jeg satte computeren på kontoret hvor den skulle stå, mens der var fin dækning i stueetagen. Øv. Der må altså være noget i væggene der gør det svært for trådløse signaler da den kun skal “rejse” 7 meter.

Efter at have prøvet lidt forskelligt endte det med at jeg købte et nyt netkort med en stor ekstern antenne i håbet om at det var nok. Netkortet blev installeret og det virkede lidt bedre (der var minimal dækning, men dog dækning). Desværre viste det sig at driveren til netkortet ikke virkede til Windows Vista (computeren frøs). Det kan man jo undre sig lidt over når der nu står “Certified for Windows Vista” på boksen, men sådan skulle det ikke være.

Det viste sig at være så godt som umuligt at fjerne driveren ordentligt så det endte med en geninstallation af computeren samt en del søgen på nettet for at finde alternativer. Det lykkedes at finde en anden driver til det samme chipset som netkortet havde. Så efter et par geninstallationer fik jeg en driver til at virke. Desværre virkede forbindelsen kun periodisk. Det er ret uholdbart så jeg gik derfor på jagt efter en ny router (med trådløst accesspunkt). Det endte med at jeg købte en der understøttede den foreløbige N standard for at få den ekstra dækning. Efter at have konfigureret routeren viste det sig at den faktisk virkede. Der var fin forbindelse til routeren fra kontoret (selvom Windows stadig kalder signalet “dårligt”)…. og forbindelsen virker nu hele tiden.

Både stabiliteten af netkortet, routeren og forbindelsen mellem dem er i øvrigt blevet ret grundigt testet. Jeg bruger et onlinebackup system kaldet Mozy. Herved har jeg alle mine filer liggende på en server på nettet. Det er en rar sikkerhed at have en “off site” backup i tilfælde af brand eller ligende. Tidligere tog jeg en ekstern harddisk med på arbejde med alle mine filer på. Det slipper jeg for nu, og det er jeg faktisk ret glad for. Desværre er det sådan at ved en geninstallation skal den lige tage en backup igen. Med ca. 160 Gb der skal tages en backup af så tager det med min bredbåndsforbindelse ca. 1½ måned hvor computeren skal være tændt… og indtil nu har der ikke været problemer med at holde forbindelsen stabil.

Det ser altså ud til at virke helt som det skal og vi har også dækning i haven… men det kostede så også en geninstallation af computeren, et netkort, en router og en strømregning for en tændt computer i 1½ måned.

Træls at skulle bruge tid på den slags. Computere skal bare virke.

/Dann

En kommentar til “Trådløst internet i det nye hus”

  1. Lene & Dann Bleeker Pedersen » Blogarkiv » Året der gik siger:

    […] fik (efter meget besvær) trådløst internet i det nye hus, vi fik hængt lamelgardiner op og samlet såvel sofaen som […]