Månedsarkiv: juli 2008

Færdiggørelsen af huset ramt af strejke

Vi er allerede begyndt at få post på vores nye adresse. Nøglen til postkassen har vi ikke, men der er heller ikke sat nogen i endnu. Derfor kan vi køre forbi et par gange om ugen og hente post.

Sidste gang vi var forbi kunne vi blandt meget andet tage “Lokalavisen Skanderborg” med hjem. I den kunne vi læse at byggeriet af vores hus i Magnolia Haven (en del af Hørningparken der er et større område derude) har været ramt af strejke.

Der var sket det, at en muremester var gået i betalingsstandsning. Derfor havde en eller flere muresvende ikke fået udbetalt løn. Det betød så, at alle LO ansatte valgte at strejke. I praksis betød det at der ikke blev lavet noget derude i en periode.

Problemet er løst nu ved at bygherren har ansat de berørte murere i sit eget selskab for at få gang i byggeriet igen. Måske det er derfor vores indflytning er udskudt med 14 dage.

Og når vi nu er ved indflytningen, så har vi endnu ikke hørt noget fra sælger på de “forslag” vi havde i forbindelse med at overtagelsesdagen er flyttet 14 dage ud i fremtiden… det minder lidt om de svartider de havde sidste gang… øv.

/Dann

Specialekontrakt er udfyldt i dag

Ja så skete det endeligt. Jeg har udfyldt min specialekontrakt og fået min vejleder til at skrive under på den og så skal den bare lige have en underskrift fra en anden professer og så er jeg officielt specialeskrivende studerende. Det er en ret fed følelse. Det betyder så også, at jeg skal aflevere inden for 6 mdr., ellers tæller det som et brugt eksamensforsøg, men det kan jeg da også godt klare 🙂

 

Jeg havde et godt møde i dag med min vejleder. Han er hjælpsom og flink og tror på, at jeg har fat i noget relevant. Jeg fik godkendt min disposition og nu er det så bare, at gå i gang med skrivearbejdet. Emnet er: “Overtrædelser af planloven med særlig henblik på værdispildsbetragtninger og retshåndhævelse”. Til dem der er interesserede, kan min disposition ses her på siden

Jeg har aftalt med min vejleder, at han får nogle sider til gennemlæsning (en del af vejledningen) i slutningen af august, eller hvornår jeg kan snøvle mig færdig. Der venter mig et stort arbejde. Jeg skal igennem en masse domme og en masse bøger, men jeg er sikker på, at det nok skal blive godt. Jeg tror på det og det gør Dann også og det samme gør min vejleder.

/Lene

En hyggelig søndag

I søndags havde vi en rigtig hyggelig dag hvor der var noget for enhver smag. Dagen startede som de fleste andre søndage. Hjemme hos os betyder det at vi sov længe. Da vi stod op blev tiden for Dann brugt til at læse lidt i en bog. Lene så selvfølgelig Tour de France hele dagen.

Da Tour de France var slut fandt vi ud af at det kunne være hyggeligt at køre en tur ud til stranden. Derfor kørte vi ud til Varna hvor vi parkerede og herefter gik en tur langs stranden den ene vej og gennem skoven på vej tilbage. Det var en rigtig hyggelig tur, der kun mistede lidt værdi af den sorte røg der var inde over Århus på grund af branden på havnen.

Da vi satte os i bilen for at køre hjem snakkede vi (nok mest Dann) om at købe en softice. På grund af røgen havde vi ikke lyst til at køre end til lystbådehavnen. Derfor snakkede vi om at køre ind i midtbyen og købe en softice hos Sukkerstokken.

Mens vi snakkede om isen kom vi til at snakke om at vi kunne tage i biografen. Lene ville meget gerne se Hancock. Som sagt så gjort. Vi kørte hjem forbi for at hente et gavekort til biografen. Derfra ind i byen hvor vi fik vores is. Efter isen var det så i biografen for at se filmen. Filmen var ret anderledes end vi havde forventet, men stadig god. Hvor var det altså længe siden vi sidst har været i biografen. Det var en god oplevelse.

Da vi kom hjem var det tid til aftensmad (selvom det blev lidt sent klokken 23:30).

Alt i alt havde vi en super hyggelig søndag med en tur til stranden, Tour de France i fjernsynet (til dem der kan li’ det), hyggelæsning i en bog (til dem der kan li’ det) samt en tur i biografen. Rigtig hyggeligt sådan at have en spontan “os” dag hvor der er plads til at være sig selv og være sammen på samme tid.

/Lene & Dann

Flytningen er udskudt med 14 dage

I torsdags fik vi et brev fra sælgers advokat om at overtagelsesdatoen for vores nye rækkehus er udskudt fra den 1. august til 15. august. Det var en rigtig træls besked for os at få. Vi går naturligvis og glæder os rigtig meget til at overtaget vores nye rækkehus i Magnolia Haven. Derfor var vi ret ked af at få beskeden om at der nu skulle gå en måned til vi overtager huset fremfor de 15 dage vi gik og troede.

Vi synes det var med ret kort varsel at overtagelsesdatoen blev flyttet. Der var kun 15 dage til vi skulle overtage huset. Så vidt vi kan regne ud, så skyldes udskydelsen af overtagelsesdatoen at dem der bygger huset holder ferie. Vi har nemlig været forbi huset næsten hver uge de sidste måneder og her kan vi se at der de sidste 2-3 uger næsten ikke er blevet lavet noget derude. Det må være fordi de holder ferie. Alternativt fordi de mangler nogle materialer. Under alle omstændigheder er vi ikke vildt begejstret for udskydelsen.

Flytningen udskydes

Vi har den sidste måneds tid forberedt vores flytningen en del. Der er “booket” nogle venner til at hjælpe med flytningen, der er booket en bil til flytningen, der er sendt flyttekort, loftsrummet er tømt og en stor del af tingene i lejligheden er blevet pakket sammen.

En stor del af de ting vi har pakket ned er udvalgt ud fra, at vi skulle pakke ud igen den 1. august. Eksempelvis er næsten hele vores køkken pakket ned. Vi har pakket så meget ned, at det er begrænset hvor varieret mad vi kan lave. Det mente vi var OK, da det jo kun var 14 dage inden vi igen havde et “fuldt” køkken. Nu er den periode hvor køkkenet (og resten af lejligheden) kun fungere halvt blevet forlænget. Det er rigtig ærgerligt.

Vi har siden vi fik beskeden brugt tiden på at få styr på en masse praktiske ting som følge af, at flytningen er udskudt. Det betyder at vi blandt andet har:

  • Annulleret (og lavet en ny bestilling) af den varevogn, vi skulle bruge til at flytte med
  • Informeret dem der skulle hjælpe med flytningen om, at den er blevet udskudt (og at vi stadig gerne vil have hjælp om muligt)
  • Fået en forlængelse af vores lejeaftale med boligforeningen, så vi først skal være ude mandag den 18. august fremfor torsdag den 14. august, som indtil nu har været planen.

Vi mangler stadig at ombooke en gardinbus, en TDC installation samt at melde midlertidig flytning til postvæsenet, så vi rent faktisk kan få noget post fra 1. august til 15. august.

Flytningen bliver mere besværlig

Vi havde planlagt med 14 dages overlap mellem overtagelsen af vores nye rækkehus samt vores nuværende lejlighed. Det overlap skulle bruges til at få rengjort lejligheden og få styr på de sidste småting. Den tid har vi desværre ikke nu. Det betyder, at alt skal flyttes på 2 dage og vi skal være helt ude af lejligheden, når weekenden er omme.

Udskydelsen betyder også, at Lene desværre ikke kan være med til at flytte. Lene skal nemlig opereres i hånden et par dage inden den nye overtagelsesdato. Derefter skal Lene gå med hånden oppe i luften i et par dage (mens vi flytter). Det bliver derfor en ret hård weekend, hvor der skal flyttes en masse uden at Lene må hjælpe. Det betyder også, at Lene ikke kan være med til at pakke ud, når vi er flyttet. Lidt øv.

At vi flytter i den sidste weekend vi har lejligheden betyder også, at vi i praksis ikke kan få lejligheden istandsat og gjort ren og derfor kan vi forvente en efterfølgende regning fra boligforeningen herfor. Specielt nu hvor det kun er Dann, der kan hjælpe, bliver det helt umuligt også at få gjort lejligheden klar til aflevering. Derfor må vi finde os i en regning fra boligforeningen.

Nu er der jo som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Når overtagelsesdagen udskydes med 14 dage, så betyder det også, at vi først skal betale for huset 14 dage senere, hvorfor vi reelt kommer til at spare en halv måneds husleje. Det er om da et lille plaster på såret, selvom vi nu helst ville have undgået denne situation.

Købsaftalen hjælper os

I forbindelse med indgåelse af købsaftalen insisterede vi på, at få tilføjet en række bestemmelser. En af de bestemmelser er vi rigtig glade for nu:

Overholdes den ovennævnte overtagelsesdag ikke, afholder sælger købernes rimelige omkostninger til opmagasinering af indbo, omkostninger til logi samt ekstra flytteomkostninger afledt heraf.

Dette betyder at vi i praksis kan få sælger til at betale de ekstraudgifter, vi får til istandsættelse og rengøring (idet der er dyrere for dem at betale hotel og kost). Hvorvidt det lykkes i praksis må vi vente lidt med at se. Der ryger i hvert tilfælde et brev afsted til sælgers advokat på mandag om, at vi vil have det betalt.

Det bliver spændende at se, om sælger vil leve op til aftalen. Ikke kun kan vi på denne måde undgå ekstra udgifter, men vi får også lejlighed til at se, om det er muligt at få sælger til at afholde rimelige udgifter. Et signal de sender her vil være en hjælp til, hvor pedantiske vi skal være under afleveringsforretningen.

15. august er den nye dato

Under alle omstændigheder så er vores flytning udskudt til 15. august 2008. Vores folkeregistre adresse flyttes stadig den 1. august da det er for svært at lave om. Rent fysisk flytter vi dog først den 15. august.

Øv

/Lene & Dann