Månedsarkiv: juni 2008

Ungdommen nu til dags

Jeg har de sidste 5 år haft et fast ritual hvert efterår. Formålet med mit lille ritual er at følge lidt med i hvem ungdommen er. Hvad de tænker, hvordan deres verden ser ud.

Jeg husker tydeligt da jeg var 18 år og havde min overbevisning om hvordan verden så ud. Der var ting der var sket for nylig (det år man var i), ting der var sket for længe siden (i ens levetid) og ting der var så gamle at de kun var i historiebøgerne (ting fra før man blev født).

Berlinmuren er et godt eksempel. Den kolde krig et andet. Jeg er født og har levet de første år af mit liv under begge disse ting. Men jeg kan ikke forholde mig til dem. De virker meget fjerne. Tænk sig at leve i en verden hvor der er mure der deler en by og hvor der konstant lurer en trussel om en verdenskrig lige om hjørnet. Det kan jeg ikke forestille mig hvordan det er at leve med. Jeg kan læse mig til det faktuelle i bøger, men ikke følelserne. Ikke hvordan dagligdagen har været.

Ja, vi har i dag andre problemer. Min pointe her er blot at ens perspektiv på verden bliver påvirket meget af ens oplevelser – ens samtid.

Mine forældre har oplevet den kolde krig. Deres forældre har opleveret mindst en verdenskrig og deres forældre igen har oplevet to verdenskrige. Jeg har kun opleveret “mindre” konflikter i verden.

Øjet der ser påvirker i sandhed hvad der bliver set.

Derfor begiver jeg mig én gang om året ind på Beloit Colleges hjemmeside i USA. Her laver de en såkaldt “mindset” liste over hvad dem der er 18 år i år har af verdenssyn. Det åbner altid mine tanker, så derfor er forslaget nu givet videre har et par måneder inden den næste liste kommer.

/dann

Flyttekort

Pr. 1. august flytter Lene & Dann Bleeker Pedersen fra Byvangs Alle 6, 1. tv., 8260 Viby J. til

Østergårds Alle 163
8362 Hørning

Vi skifter ikke telefonnumre eller emailadresser.

De 20 huse som vi køber et af hedder Magnolia Haven, men vejnavnet er altså Østergårds Alle.

Vi sender ikke flyttekort ud til venner og bekendte da de kan finde adressen her på hjemmesiden (og så sparer vi lidt tid til at udfylde de kort). Derimod er dagen i dag gået med at sende flyttekort (og -mail) til alle de steder hvor vi er kunder eller har et forhold til der gør at de skal bruges vores adresse.

Sig til hvis der er spørgsmål.

/Lene & Dann

Finansieringen er på plads

Vi havde i går eftermiddags et møde med vores bank hvor vi aftalte hvordan vi skal have finansieret vores huskøb. Det tog lidt under en halv time at få aftalt præcist hvordan vi skal låne pengene til huset. I løbet af den kommende uge får vi en masse dokumenter som vi skal skrive under og sende retur.

Renten er jo (desværre for os) relativ høj, så vi kommer til at betale noget i nærheden af 7% i rente. Vi har valgt ikke at kurssikre på nuværende tidspunkt, hvorfor renten ikke er endeligt fastlåst endnu.

Banken gav os en rigtig god behandling, hvorfor vi også endte med at finansiere købet gennem dem.

Vi glæder os stadig rigtig meget til at flytte ind i vores nye hus i Magnolia Haven. Vi er faktisk så langt nu at vi mangler at skrive under et par steder, afholde en afleveringsforretning og så ellers flytte.

Sælger har nu også accepteret

“Jeg bekræfter modtagelsen af Deres telefax af 9. juni 2008, idet jeg bekræfter, at handlen er indgået med de ændringer, der fremgår af min telefaxskrivelse af 23. maj 2008.”

Sådan stod der i et brev vi har modtaget i dag fra sælgers advokat. Selvom der end ikke var en teoretisk mulighed for at sælger kunne springe fra, så er det nu alligevel rart at vide at alle er enige om at det er vores hus pr. 1. august 2008.

Derudover fik vi i dag en henvendelse fra ejendomsmægleren der fortalte at vi kunne få lavet det udsug vi gerne ville have i badeværelset. Det har vi sagt ja til, under forudsætning af at de laver det på en pæn måde så det passer ind i badeværelset generelt.

I søndags var vi også på et lille husbesøg. Der er nu monteret skabe i værelserne på overetagen ligesom der er kommet skabe i køkkenet og ved indgangen. På vejen er er også kommet lygtepæle op. Der er altså lidt fremskridt derude. Det ser bestemt ud til at de når at blive færdige til 1. august.

Da vi nu har fået huset, så har vi opsagt lejligheden. Ja egentlig gjorde vi det for lidt over en uge siden, men det var kun mig (Dann) der havde skrevet under. Det er godt nok kun mit navn der står på lejeaftalen, men idet Lene jf. lejeloven har ret til at overtage lejemålet hvis jeg fraflytter så var min underskrift ikke nok. Derfor har vi i går afleveret en opsigelse hvor vi begge skriver under. Vi fraflytter vores nuværende lejlighed 14. august 2008.

Det var vist det for denne gang.

/Dann