Månedsarkiv: august 2007

Billeder fra vores bryllup

Der er efterhånden gået et godt stykke tid siden, vi fik alle de rigtig gode billeder, der blev taget til vores bryllup. Nogen fik vi allerede dagen efter vores bryllup, mens vi har fået de sidste for et par uger siden. Tæller vi kun billeder, der er taget på selve dagen, har vi over tre tusinde billeder. Kigger vi også på billederne fra dagene før og efter (som bla. indeholder billeder af alle gaverne) så er vi over 4.000 billeder, der har relation til vores bryllup.

Vi har brugt hvad der efterhånden er blevet til en måneds tid på at kigge billederne igennem. Billederne er blevet sorteret efter kvalitet og “mindeværdi”. Ud over at udvælge de enkelte billeder har vi også lavet en titel på hvert billede, så man kan se, hvad det handler om. 

Alt i alt er det blevet til lidt over 800 billeder fra vores bryllupsdag, som vi vil finde frem, når vi vil mindes den gode dag. Billederne er taget af mange forskellige, så fremfor at nævne nogen vil vi blot sige tak – I ved hvem I er. Ingen nævnt, ingen glemt. Fotografens navn er i øvrigt angivet som et tag på det enkelte billede, hvis der er nogen, der skulle være nysgerrig.

Billedesamlingen hedder “Vores Store Dag” og kan ses i sektionen af hjemmesiden med billeder. Vi har også delt billeder fra dagene mellem vores bryllup og bryllupsrejse, hvis nogen skulle være interesseret. Foruden billeder har vi også noget video som Danns forældre har taget. Den video deler vi ikke på nettet. Er der nogen der vil se den, så kig forbi og vi giver lidt cola, kaffe, the eller øl.

Med færdiggørelsen af dette billedalbum er vi langt om længe blevet færdige med at behandle alle billederne, der har en relation til vores bryllup. Det har været en stor opgave. Nu hvor den er overstået er vi glade for, at vi er færdige og ikke mindst resultatet… men vi skal ærligt indrømme, at vi til tider har været lidt trætte af at kigge ind i en skærm næsten hver aften for at få styr på billederne (på trods af at vi godt kan lide billederne). I løbet af den kommende måneds tid vil vi “fejre” at vi er færdige med at gøre det samme for billederne fra vores ferie til Rom.

Takkekortene er sendt

Langt om længe har vi i går (lørdag den 25. august) fået sendt takkekortene fra vores bryllup. Det er 1½ måned efter dagen så vi nåede det inden for de obligatoriske 2 måneder.

Takkekortene er ikke i samme tema som de øvrige “papir ting” (indbydelser, menu, bordkort, osv).  Vi valgte dette, idet fotograferne kunne tilbyde at lave et takkekort ud af et bryllupsbillede, som vi valgte. Det valgte vi at sige ja tak til. Selve takkekortene hentede vi allerede i vores ferie. Siden da er jagten gået efter konvolutter.

Da vi endelig fandt nogen vi kunne li’ i Magasin (de er sorte med sølvskrift på) var det tid til at lave en liste over alle dem, der skulle have et kort. Gæsterne til brylluppet skulle naturligvis have et kort. Alle dem der havde givet os gaver eller sendt et telegram skulle naturligvis også. Vi besluttede også at sende til dem, der var i kirken. Det viste sig hurtigt, at vi ikke havde alle de adresser, vi skulle bruge. Faktisk mangler vi stadig et par stykker (så føler du dig overset, så er det sikkert fordi vi mangler en adresse… skriv gerne til os). En stor tak til Hanne for at lave en liste over alle vores gaver og hvem de kom fra – den var (og er) guld værd!

Med en liste over hvem der skulle have kort var det bare om at komme i gang. I første omgang blev der skrevet afsender og modtager på alle konvolutterne. Herefter har vi skrevet selve kortene. Vi har forsøgt at lave hver enkelt kort individuelt, selvom det naturligvis afspejler, at det er et takkekort (så det ser ud til at være et “standardkort”). Al tekst er naturligvis skrevet af Lene, da Danns skrift er knap så læselig (hvis han selv skal sige det).

Takkekortet blev lavet med det billede hvor vi står foran Varna Palæet om aftnen. Billedet kan ses her. Bagpå dette billede har vi skrevet den personlige hilsen. Foruden dette billede valgte vi at vedlægge det individuelle gæstebillede, der blev taget af alle deltagerne til festen. På den måde er der et individuelt minde til hver enkelt.

Vi er utrolig glade for at få sendt takkekortene af sted, da vi meget gerne vil sige tak. Vi havde en hel faktastisk dag sammen med venner og familie. Derudover er der utrolig mange, der enten kom i kirken eller på anden måde viste deres interesse for os og vores velbefindende. Det er vi ubeskrivelig glade for. Vi har fået utroligt mange og flotte gaver fra rigtig mange mennesker. Vi har modtaget sange og taler. Alt sammen har været med til at gøre vores bryllupsdag til den bedste dag i vores liv. Takkekortene er et forsøg fra vores side på at vise hvor taknemmelige vi er. Det er nok ikke muligt at beskrive hvad vi præcist føler – men det mindste vi kan gøre er da at sige tak. Det er hermed gjort!

Vi har lavet en lille billedsamling af vores takkekort. For at skjule adresserne på modtagerne har vi valgt ikke at vise forsiden af takkekortene.

Vi har fået ny computer

Efter jeg i snart et år har plaget Lene om en ny computer, så kom dagen endelig for ca. en måned siden, hvor jeg fik lov. Købet var stærkt inspireret af at vi var løbet tør for harddisk plads på den gamle computer og ikke mindst, at hver gang man klikkede på noget, så var der lige et minimum af 30 sekunders obligatorisk ventetid. Bevares det er da smart at man kan hente et glas cola i pauserne, men i længden bliver man træt af det.

Da vi manglede både plads og computerkraft til de mange billeder, vi har fra vores bryllup (og generelt selv er begyndt at tage), blev vi hurtigt enige om, at vi skulle have en ny computer. Vi startede med at kigge i samtlige butikker i Århus for at få en fornemmelse for, hvad sådan noget koster. Derefter var det de forskellige internetbutikker, der blev “ramt”. Vi havde lidt svært ved at bestemme os. Men for 14 dage siden i dag (søndag den 26. august) var vi i Bilka med Christina og Thomas. Her stod vi i kø en times tid for at få lov til at betale for det, vi havde købt. På vej i køen stod vi ud for nogle computere, der var på tilbud og her var det vi så den, vi endte med at købe.

Den blev ikke købt den dag. Først blev der taget billeder af specifikationene. De blev så sammenlignet med alt vi kunne i andre butikker og på nettet. Da vi var enige om, at det var et godt køb og at vi skulle bruge pengene, ja så gik det stærkt. Fredag formiddag ringede Lene og spurgte om de havde flere computere. Det havde de, så vi kørte derud, da jeg fik fri fra arbejde. De var løbet tør ;-( Men efter lidt brok fra mig (der hang et skilt med at de havde flere så….) kunne de på magisk vis skaffe en til ugen efter. Skærmen kunne vi dog få med det samme.

Skærmen blev sat til den gamle computer og det gjorde hurtigt en rigtig stor forskel at få en flot skærm at arbejde på. Det store arbejde med sortering af billederne fra vores bryllup flyttede hurtigt fra de bærbare og ind på den gamle computer, der godt nok havde svært ved at følge med (men det så godt ud).

I fredags efter arbejde kørte jeg så i Bilka efter at have smidt Lene af hos Jan & Lone. Her blev den nye computer hentet og så er weekenden (blandt andet) gået med at installere den nye computer. Arbejdet er ikke helt færdigt, da jeg stadig mangler at få helt styr på flytningen af de sidste dokumenter. Vi regner med at være færdige om et par dage.

Eneste udestående er vores printer. Den har kun en gammeldags parallel port. Jeg er for nærig til at købe en ny printer når den gamle virker uden problemer. Så jeg er på markedet efter en usb -> parallel konverter.

Vi glæder os begge til at bruge den nye computer med den nye skærm. Til de interesserede har vi lavet en lille billedsamling af “dyret”.