2. dag på bryllupsrejsen (11. juli)

Vi havde forsøgt at stille en alarm, så vi kunne komme op og få noget morgenmad. Morgenmaden varede indtil kl. 10.30. Kl. 10.43 vågnede jeg og vækkede Dann. Det blev tydeligvis ikke til mad endnu. Vi stod og op gik i bad og derefter tog vi badetøj på og gik op til den indendørs pool. Vi havde den for os selv, så vi hyggede os rigtig meget. Vi var der nok i en time. Så kom der andre gæster og vi fortrak lige så stille. Inden da var vi dog forbi spa’en, hvor vi var i sauna og bookede en massagetid til i morgen.

På vejen tilbage til værelset brændte Dann sig noget så grusomt under fødderne på den varme asfalt. Tilbage på værelset tog han hotellets slippers på så han ikke brændte sig på vejen ned til poolen. Vi fandt to liggestole og en parasol ved poolen og lå der lidt. Efter en tur i vandet gik vi hen til pool-baren og fik frokost. Lene fik pasta med kylling og Dann fik carbonara. Vi delte en tomatsalat.

Vi kørte derefter op til Poseidontemplet og gik en tur der. Der var simpelthen den smukkeste udsigt til alle sider deroppe fra. Der var vand på tre sider og det var bare så flot. Det var desværre også meget varmt og vi gik snart ned igen. Vi fandt en lille kiosk og fik købt noget vand. Derefter satte vi os ind i bilen og kørte en tur. Vi kom forbi hotellet og kørte videre af vejen. Der var utrolig smukt for vejen fortsatte langs vandet. I en by fandt vi et mini-marked, hvor vi købte lidt vand. Vi fandt også en lille butik, som solgte slippers. Vi købte begge et par. Derefter gik turen tilbage til hotellet.

Vi gik ned på stranden og fik en cola og noget vand og lå lidt under en baldakin og nød udsigten.

Turen gik tilbage til værelset, hvor vi begge fik et karbad og noget rent tøj på. Derefter skulle vi ud og sejle med en sejlbåd kl. 19. Udover os var der et par, som boede i Tyskland, men hun var fra Beijing og han fra Australien. Turen ud på vandet og med udsigt over bugten var utrolig flot. Turen sluttede med den smukkeste solnedgang, vi nogensinde har set. Det var en helt fantastisk tur og alle pengene værd. Den kostede 40 € pr. person men var det værd. Vi måtte i en gummibåd fra stranden og ud til båden, som lå et stykke ude i vandet. Vi drak champagne mens solen gik ned. Yderst romantisk.

Efter turen ville vi gerne have noget at spise og endte med at få det bragt til værelset. Dann fik spagetti bolognese og Lene fik en hamburger. Bagefter spillede vi lidt flux udenfor inden vi gik i seng.